DM 2026 i Trysil blev en fantastisk uge fyldt med godt skiløb og et stærkt fællesskab på tværs af klubberne. Ugen startede traditionen tro med træning sammen med SkisportDanmark for både skiteamet og raceteamet. Vores KS-OL-deltager, Christian Borgnæs, var med hele ugen, hvor han skiftedes til at træne med de forskellige hold og delte ud af værdifulde tips og tricks i portene.
Onsdag morgen – meget tidligt – blev der kørt Super-G, torsdag stod i slalomens tegn, og fredag blev mesterskabet afsluttet med storslalom. Vejret viste sig fra sin bedste side med sol og varme, hvilket skabte en fantastisk stemning i målområdet. Her sørgede unge speakere i speakerboksen for god energi, og der var masser af flotte præmier fra Steep & Deep.
Torsdag fyldte Christian Borgnæs 30 år, hvilket naturligvis blev fejret med kage, fødselsdagssang og en masse glade konkurrenceløbere – præcis som det skal være.
KS stillede med hele 21 deltagere til DM, fra den yngste KS'er på 5 år (Erica O' Docherty) til den mest rutinerede på 71 år (Simon Green). Som altid blev der hentet mange flotte medaljer på tværs af årgangene. Isolde Kirk (aka “Iskolde Kirk”) imponerede endnu en gang i U14 piger, hvor hun dominerede feltet og sikrede sig guld i alle tre discipliner med suveræne banetider.
