Forsikringer som medlem af Københavns Skiklub

Københavns Skiklub er medlem af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI). DIF har igennem forsikringsselskabet Tryg tegnet 5 kollektive forsikringer;

  1. Idrætsrejseforsikring
  2. En lovpligtig og en frivillig arbejdsskadeforsikring
  3. Ansvarsforsikring
  4. Retshjælpsforsikring
  5. Psykologisk Krisehjælp

Forsikringerne dækker altså foreningen og kan ikke fungere selvstændigt for medlemmer på private rejser!

Hvis der sker et uheld i Københavns Skiklub regi, er det Københavns Skiklub, der skal anmelde skaden, men i tilfælde af ansvarskrav skal Tryg kontaktes.

Der skrives til Kommunikation@ks-ski.dk med emnet (SKADE (relevant tekst))

Alt nedenstående er hentet direkte fra http://www.idraettensforsikringer.dk. Her kan der findes hvor yderligere information om dækning og skader samt blanketter.

1. Idrætsrejseforsikring

Forsikringen dækker individuelle idrætsudøvere og hold, lønnede og ulønnede trænere og instruktører, andre ansatte, frivillige ledere og dommere under rejser og ophold i udlandet, når de sikrede personer er udsendt af en forening eller forbund på en idrætsrejse.

For at en idrætsrejse er omfattet af den fælles, kollektive idrætsrejseforsikring gælder generelt følgende:

  • Hvis der foreligger en ”invitation” til arrangementet mv. i udlandet, skal den som udgangspunkt være adresseret til foreningen eller forbund.
  • Hovedformålet med rejsen skal være af idrætslig karakter. Det betyder, at hovedformålet f.eks. ikke må være af studiemæssig karakter.
  • Når der er tale om forenings-/forbundstur, skal tilmelding til turen være sket til/igennem foreningen/forbundet.
  • Ved rejser, hvor en person rejser alene (f.eks. en eliteudøver i forbindelse med træningsophold, konkurrencedeltagelse eller lign. eller idrætsleder, som skal til et møde i udlandet) skal den rejsende repræsentere sit forbund eller forening for at være omfattet af den kollektive idrætsrejseforsikring.
  • Ligeledes er individuelle udøvere, der er medlem af en forening under DGI eller DIF, omfattet af idrættens rejseforsikring, når sådanne personer deltager i træning mv. i udlandet, hvor der er tale om træning organiseret af et forbund eller en forening, og hvor udøveren er udtaget/udsendt til det pågældende træningsophold af forbundet eller en forening.
  • Forening eller forbund har eventuelt arrangeret rejsen til udlandet og/eller betalt eller ydet tilskud til rejsen.
  • Rejsens varighed må ikke overstige 60 dage.

Bemærk!

Rejser til træningsophold mv. i udlandet på idrætsudøverens helt eget (private) initiativ uden udøverens forenings/forbunds involvering – jf. ovenfor – er ikke omfattet af den fælles idrætsrejseforsikring. Når der er tale om holdsport, vil det normalt ikke være svært at afgøre, hvornår der er tale om en idrætsrejse i en forening eller i et forbunds interesse/navn. I forhold til individuelle idrætter/udøvere kan det være noget vanskeligere at afgøre dette. Hvis du er i tvivl, om en påtænkt rejse til udlandet er omfattet af den fælles, kollektive idrætsrejseforsikring, bør du inden rejsen kontakte Willy Rasmussen fra DIF på wr@dif.dk eller 43 26 20 36 eller Else Marie Sørensen fra DGI på else.marie.soerensen@dgi.dk eller 79 40 40 03 for at finde ud af, om din/jeres rejse til udlandet er omfattet af idrætsrejseforsikringen.

Afbestillingsforsikring

Idrættens rejseforsikring indeholder også dækning for udgifter, som en rejsearrangør kan kræve betalt, hvis en idrætsrejse (til udlandet) må aflyses pga. akut sygdom, tilskadekomst, dødsfald eller, hvis en turnering, stævne eller lignende aflyses af arrangøren.

2. En lovpligtig og en frivillig arbejdsskadeforsikring

Arbejdsskadeforsikringen består af en lovpligtig og en frivillig del. Den lovpligtige del dækker personer, der er ansat af foreningen. Forsikringen dækker foreninger og forbund i de situationer, hvor der skal ydes erstatning efter Lov om arbejdsskadesikring.

Den frivillige arbejdsskadeforsikring dækker foreningens faste frivillige ledere, dvs. bestyrelses- og udvalgsmedlemmer samt holdledere, der formelt er valgt eller udpeget af foreningens bestyrelse.

Den frivillige arbejdsskadeforsikring dækker også de (typisk ikke faste) frivillige hjælpere, som foreningens ledelse har bedt hjælpe til med at løse en konkret opgave for foreningen.

Der er to hovedområder i lovgivningen om arbejdsskader, og de er forsikret i hvert sit selskab:

  • Arbejdsulykker - er forsikret i Tryg.
  • Erhvervssygdomme - er forsikret i AES (Arbejdsmarkedets Erhvervssygdoms Sikring), som er et selskab, der administreres af ATP.

Bemærk!

Den fælles, kollektive arbejdsskadeforsikring dækker ikke kontraktansatte (professionelle) sportsudøvere. Foreninger og klubber med kontraktansatte sportsudøvere skal derfor selv tegne forsikring for sådanne udøvere.

3. Ansvarsforsikring inkl. netbanksdækning

Erhvervs- og produktansvarsforsikringen dækker det erstatningsansvar, foreninger, de ansatte og medlemmerne kan pådrage sig, når de arbejder for foreningen, ligesom der er dækning for arrangøransvar, når arrangementerne er af rent underholdende art, f.eks. sommerfester, bankospil mv.

Forsikringen dækker også foreningens erstatningsansvar som ejer eller bruger af bygninger eller grundareal, hvor aktiviteterne foregår.

Når medlemmer deltager i foreningens aktiviteter, vil skader, som et medlem forvolder, som udgangspunkt skulle anmeldes til medlemmets private ansvarsforsikring.

Eksempler på skader omfattet af forsikringen:

  • En instruktør begår en fejl eller forsømmelse, som er årsag til, at en idrætsudøver kommer alvorligt til skade.
  • En forenings udstyr og materiel er dårligt vedligeholdt, hvorved et medlem kommer alvorligt til skade.
  • Produktansvar ved salg af sportstøj samt ved kiosk- og cafeteriadrift (dog ikke når dette er bortforpagtet).
  • Motoransvar for motorkøretøjer under 20 HK, når føreren af køretøjet virker/arbejder for foreningen.

Eksempler på undtagelser:

  • Skade på foreningens egne ting.
  • Skade på lånte eller lejede ting/lokaler.

Netbanksforsikring:

Ansvarsforsikringen er udvidet med en netbanksdækning for op til 1.000.000 kr. pr. skade. Det betyder, at der vil være dækning, hvis foreningens bankkonto bliver hacket og pengene stjålet.

For at der er dækning, er der nogle sikkerhedskrav, som skal overholdes. Se betingelser i ansvarspolicen.

Forsikringen dækker ikke underslæb eller anden form for kriminalitet begået mod foreningen.

4. Retshjælpsforsikring

Forsikringen dækker de sagsomkostninger, som en forening får, hvis den bliver involveret i en civil rets- eller voldgiftssag.

Forsikringen dækker ikke:

  • Straffesager.
  • Sager om skatte- og afgiftsforhold.
  • Inkassosager, medmindre tvisten drejer sig om fordringens størrelse eller rigtighed.

5. Psykologisk krisehjælp i foreninger

Den psykologiske krisehjælp dækker, hvis personer i eller omkring en forening involveres i en alvorlig, traumatisk hændelse, f.eks.:

  • En ulykke eller voldsom skade.
  • Alvorligt ildebefindende.
  • Overfald/overgreb.
  • Trafikulykke (transport til og fra idrætsaktiviteter arrangeret af foreningen).
  • Dødsfald – f.eks. under en kamp.

Seneste nyheder

Kommende events